Så er tiden kommet til at gøre status på den økonomiske del af Middelfart Musik- og Jazzfestival.
Vi kan i år med stolthed meddele, at vi kan uddele tre gange så mange penge til „Alle børn i Middelfart Kommune har ret til en god jul“ som sidste år. Det er vi både utrolig stolte og glade over.
Men økonomien er ikke det eneste, vi gør status over.
Når hele byen går sammen om at skabe en fest på havnefronten og byens torve, så lykkes det. I år har vi oplevet en meget stor strøm af turister og gæster til Middelfart, og det viser, at musik, fællesskab og frivillighed kan være med til at skabe liv og aktivitet i hele byen.
Vi har samtidig været rigtig glade for at kunne udvide samarbejdet med både Foreningen Tråden og Gamborg Bryghus. Det er netop gennem sådanne samarbejder, at vi kan udvikle festivalen og skabe endnu mere for byen.
Og vi har allerede ambitioner for 2027.
Vi ønsker at udvide kredsen af samarbejdspartnere yderligere, så endnu flere kan være med til at skabe den store musikfest i Middelfart.
En stor tak til alle sponsorer, samarbejdspartnere, frivillige, musikere og ikke mindst publikum.
Sammen kan vi noget i Middelfart